1. Gyldighedsområde og definitioner m.v.
1.1 Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering er gældende for leveringsforholdet mellem Rye Kraftvarmeværk A.m.b.a. og ejeren af ejendomme, der efter eget ønske eller ved tilslutningspligt er tilsluttet fjernvarmeforsyningen, samt for lejere, hvor der i henhold til 1.2 er aftalt et direkte kundeforhold.
Efterfølgende benævnes forsyningsselskabet som RKV og ejeren samt lejere med et direkte kundeforhold som FORBRUGEREN.
1.2 Hvor det er teknisk gennemførligt, d.v.s. hvor der til den enkelte forbruger forefindes et selvstændigt stik med mulighed for aflukning samt en selvstændig varmemåler, der ejes af RKV, kan betaling for varme ske i et direkte kundeforhold mellem RKV og FORBRUGEREN, uanset om FORBRUGEREN er ejer, andelsbolighaver eller lejer.
Hæftelse for betaling af lejeres/andelsbolighaveres løbende betalinger kan ikke pålægges ejendommens ejer. Øvrige leveringsforhold mellem en ejer og dennes lejere er normalt RKV uvedkommende.
1.3 Det retlige forhold mellem RKV og FORBRUGEREN er foruden gennem “Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering” fastlagt gennem “Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering”, hvor sådanne bestemmelser anvendes.
2. Etablering/ændring af fjernvarmeforsyning
2.1 Såfremt andet ikke er fastsat i den kommunale varmeplan, og såfremt tekniske og økonomiske hensyn ikke er til hinder herfor, kan der etableres fjernvarmeforsyning. RKV afgør i de enkelte tilfælde, om tilslutning kan finde sted.
2.2 Anmodning om en ejendoms tilslutning til fjernvarmeforsyningen fremsendes skriftligt til RKV af ejeren af ejendommen. I områder med tilslutningspligt giver kommunen pålæg om, hvornår tilslutning senest skal finde sted.
2.3 Ejeren stiller den fornødne plads til rådighed til brug for etablering af hovedhaner og hovedmålerarrangement m.v. Der må sikres RKV let adgang til måleraflæsning og vedligeholdelse.
2.4 Hvis det er nødvendigt at ændre interne ledninger m.v. på ejendommens område, for at fjernvarmestikledningen kan etableres, skal dette ske på ejerens foranledning, og om-kostningerne hertil påhviler ejeren.
2.5 RKV er efter nærmere aftale berettiget til at føre fjernvarmeledninger gennem ejendommens grund, kælder m.v. til forsyning af ejendommen samt til eventuel forsyning af andre ejendomme, for så vidt der derved ikke skabes væsentlige hindringer for rummenes eller grundens udnyttelse.
RKV etablerer og vedligeholder dette ledningsnet. RKV er ansvarlig for skader, der sker som følge af dette ledningsnets etablering, drift og vedligeholdelse, hvorfor RKV til enhver tid skal have adgang til at foretage de nødvendige eftersyn og reparationer.
Er der tale om væsentlige og omfattende hindringer for rummenes eller grundens udnyttelse, og der derfor ikke kan opnås aftale, kan RKV anvende ekspropriationsreglerne i varmeforsy-ningsloven.
2.6 Ejeren betaler tilslutningsbidrag i.h.t. tarifblad for at blive tilsluttet varmeforsyningen. Bidraget skal betales, inden stikledningen etableres. Beregning af tilslutningsbidragets størrelse foretages af RKV. På værkets foranledning skal ejeren meddele de nødvendige oplysninger til brug for beregning af bidrag.
2.7 Såfremt der i ejendommen ønskes foretaget ændringer, som har indflydelse på beregning af tilslutningsbidraget, har ejeren pligt til inden ændringen, skriftligt at anmelde dette til RKV. Dette kan i så tilfælde opkræve supplerende tilslutningsbidrag. RKV forbeholder sig ret til at foretage kontrolopmåling.
2.8 Det ledningsnet, der etableres fra hovedledningen/fordelingsledningen til ejendommens hoved-haner, benævnes i det følgende som “stikledningen”. RKV fastsætter stikledningens placering efter aftale med ejeren, dog under hensyntagen til tekniske forhold i hoved eller fordelingsnettet.
2.9 Stikledningen afsluttes umiddelbart inden for ejendommens ydermur med hovedhaner i ejendommens varmerum eller et andet let tilgængeligt rum. Stikledningen inkl. hovedhaner etableres, ejes og vedligeholdes af RKV.
2.10 RKV kan etablere fælles stikledning til flere ejendomme med selvstændige varmemålere, hvis RKV finder det hensigtsmæssigt.
2.11 Giver forhold hos FORBRUGEREN anledning til flytning af stikledningen, udføres arbejdet af RKV efter aftale med ejeren og for dennes regning (jf. 2.9).
2.12 Hvis en stikledning ved forøget varmebehov bliver for lille, omlægges den af RKV. Udgifterne betales efter samme retningslinier som ved etablering af en ny stikledning.
2.13 RKV har til enhver tid ret til at reparere eller udskifte ledningsnet på en forbrugers ejendom.
Efter udførte anlægs og reparationsarbejder foretager RKV retablering i henhold til “Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering”, hvor sådanne forefindes og ellers til samme standard som før arbejdets påbegyndelse.
2.14 Ejerskifte skal meddeles RKV. I forbindelse med ejerskiftet skal hovedmåleren aflæses med henblik på udarbejdelse af opgørelse. Anmodning herom skal meddeles RKV senest 8 dage før ejerskifte. Såfremt RKV i stedet anvender selvaflæsning, skal selvaflæsningskortet underskrevet af såvel nuværende som fremtidig ejer fremsendes til RKV.
Den hidtidige ejer er forpligtet til at betale såvel faste bidrag som forbrugsbidrag efter måler, indtil ejerforholdet ophører eller overgår til den nye ejer, jf. 6.9. Den hidtidige ejer skal drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i den hidtidige ejers forpligtelser over for RKV.
Hvor der er etableret et direkte kundeforhold, jf. 1.1 og 1.2, skal lejerskifte meddeles RKV. I forbindelse med lejerskifte skal måleren aflæses med henblik på udarbejdelse af opgørelse. Anmodning herom skal meddeles RKV senest 8 dage før. Såfremt RKV i stedet anvender selvaflæsning, skal selvaflæsningskortet fremsendes til RKV.
Den hidtidige lejer er forpligtet til at betale såvel faste bidrag som forbrugsbidrag efter måler i henhold til RKVs opgørelse.
Såfremt RKV ikke modtager meddelelse om ny lejer, er ejeren forpligtet til at betale såvel faste bidrag som forbrugsbidrag efter måler indtil RKV har modtaget meddelelse om ny lejer.
2.15 Gældende leveringsbestemmelser og tarifblad kan rekvireres på RKV.
2.16 Udtrædelse af RKV kan finde sted i.h.t. bestemmelserne i vedtægterne.
3. Drift og vedligeholdelse af anlæg
3.1 Varmen leveres som cirkulerende varmt vand (fjernvarmevand), med en temperatur, der af RKV kan reguleres såvel efter årstiderne som indenfor døgnet. Jf. “Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering” hvor sådanne forefindes.
3.2 Fjernvarmevandet må kun benyttes til cirkulering i ejendommens varmeinstallation. FOR-BRUGEREN er ansvarlig for, at der ikke sker aftapning eller spild af fjernvarmevand fra anlægget.
3.3 Ejendommens varmeinstallation (varmeanlæg og vandvarmer resp. varmeveksler) skal dimensioneres, styres, reguleres og overvåges således, at fjervarmevandet afkøles i henhold til “Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering”, hvor sådanne forefindes, og/eller i henhold til de af RKV fastsatte krav.
3.4 FORBRUGEREN er ansvarlig for, at ejendommens varmeinstallation holdes i forsvarlig stand med hensyn til sikkerhed, drift og regulering. Såfremt FORBRUGEREN udviser uagtsomhed ved vedligeholdelse eller pasning af anlægget, således at der derved påføres RKV tab eller ulemper, og FORBRUGEREN ikke efter henstilling retter de påtalte forhold, er RKV berettiget til at bringe forholdene i orden for forbrugerens regning, og tillige, hvis sikkerhedsmæssige grunde taler herfor, at afbryde fjernvarmeforsyningen, indtil forholdene er bragt i orden.
3.5 Til enhver udførelse af arbejder på ejendommens varmeinstallation skal anvendes firmaer med autorisation som VVS installatør eller fjernvarmeinstallatør, autoriseret af RKV.
3.6 RKV har pligt til at søge opretholdt en regelmæssig forsyning med fjernvarme til rumop-varmning og fremstilling af varmt brugsvand. RKV forbeholder sig ret til, så vidt muligt med forudgående varsel, at standse forsyningen for udførelse af nytilslutninger, ledningsændringer og reparationer. Større ledningsarbejder vil så vidt muligt blive udført udenfor den egentlige fyringssæson.
Kortvarige, nødvendige afbrydelser i forbindelse med havari kan foretages uden varsel.
I tilfælde af varmeafbrydelse og andre tilfælde af ikke kontraktmæssig levering i forbrugerkøb gælder købelovens regler. Over for erhvervsdrivende er RKV ikke ansvarlig for driftstab, ej heller for avancetab eller andet indirekte tab, med mindre der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed fra RKVs side, erhvervsdrivende opfordres derfor til at tegne driftstabsforsikring.
3.7 RKV påtager sig intet ansvar for følgevirkninger af svigtende levering, opstået ved naturkatastrofer, krig, oprør, hærværk, brand, eksplosioner, arbejdskonflikter, eller andre forhold, som er uden for RKVs kontrol. RKV fritages i disse situationer for leveringsforpligtelsen.
3.8 RKVs personale er i rimeligt omfang til rådighed for FORBRUGEREN med information om fjernvarmeanlæggets drift og betjening samt påvisning af eventuelle fejl.
3.9 RKVs personale skal, så længe ejendommen er tilsluttet fjernvarmeforsyningen, mod behørig legitimation, til enhver tid have adgang til alle dele af ejendommens varmeanlæg for eftersyn, trykprøvning, aflæsning samt afbrydelse.
3.10 Forbrugeren er såfremt det skyldes fejl eller forsømmelser fra hans side ansvarlig for beskadigelse af RKVs ejendom.
3.11 RKV er til enhver tid berettiget til at ændre leveringskonditioner, f.eks. ændring af tryk og temperatur, som myndighederne foreskriver eller anbefaler.
Leveringsændringer skal ske både til lejere med direkte kundeforhold samt til ejer/ejere med et passende varsel. Såfremt de ovenfor nævnte ændringer vil kræve forandring af installationer tilhørende ejeren, påhviler udgifterne hertil denne.
Påføres ejendommen herved urimelige forsyningsforhold eller urimelige udgifter, skal ejeren være berettiget til at udtræde af RKV, uden at der derved skal betales udtrædelsesgodtgørelse eller afbrydelsesomkostninger.
4. Tariffer
4.1 Afregning af bidrag af enhver art, der indgår som led i fjernvarmeforsyningen, finder sted efter de til enhver tid gældende og til Energitilsynet anmeldte tariffer.
RKV udarbejder tarifferne under hensyntagen til Energitilsynets retningslinier om kostægte tariffastsættelse.
4.2 FORBRUGEREN er forpligtet at meddele RKV enhver ændring, der har indflydelse på afregningen.
4.3 RKV er forpligtet til at oplyse såvel ejer som lejer med direkte kundeforhold om tariffer og om ændringer af disse.
5. Måling af fjernvarmeforbrug
5.1 RKV leverer det for afregning mellem FORBRUGER og værk nødvendige måleudstyr og bestemmer målernes antal, størrelse, type og placering.
5.2 Hovedmålere ejes og vedligeholdes af RKV. Hovedmålere udskiftes efter nærmere af RKV fastsatte regler. RKV er i øvrigt berettiget til at udskifte hovedmålere, når det findes påkrævet.
5.3 Uden RKVs godkendelse må hovedmålere ikke flyttes. De ved hovedmålere og hovedhaner anbragte plomber må kun brydes af RKVs personale eller af RKV dertil bemyndigede personer.
5.4 Såfremt en FORBRUGER opsætter bimålere for intern fordeling af varmeforbruget, er dette RKV uvedkommende.
5.5 Med henblik på afregningen af fjernvarmeforbruget foretages periodiske aflæsninger af hovedmålere. RKVs personale skal have uhindret adgang til hovedmålere (jf. 3.9).
5.6 På RKVs anmodning skal FORBRUGEREN foretage aflæsning af hovedmålere og indsende aflæsningskort inden for et af RKV fastsat tidsrum.
5.7 Modtager RKV ikke en forbrugers aflæsningskort eller kan aflæsning ikke opnås ved RKVs henvendelse, kan der udstedes regning baseret på et af RKV beregnet forbrug i over-ensstemmelse med gældende regler herom.
5.8 RKV er berettiget til at opkræve betaling for måleraflæsninger, som rekvireres af FOR-BRUGEREN, med mindre disse udgifter i henhold til 5.11 skal afholdes af RKV.
5.9 Såfremt der konstateres fejl ved målingen eller klar uoverensstemmelse mellem det af hovedmåleren registrerede og det sandsynlige forbrug, fastsættes forbruget efter de til enhver tid gældende regler for beregnet forbrug og betalingen reguleres i overensstemmelse hermed. Såfremt FORBRUGEREN kan dokumentere, at forbruget har været atypisk i afregnings-perioden, tages der hensyn til dette i fastsættelsen af forbruget.
5.10 RKV er til enhver tid berettiget til for egen regning at udføre målerafprøvning, ligesom FORBRUGEREN ved skriftlig henvendelse og mod betaling til RKV kan forlange at få hovedmåleren afprøvet (jf. 5.11).
5.11 Hovedmålere anses at vise rigtigt, når disse ved afprøvning inden for deres måleområde har en maksimal afvigelse, som ikke overskrider de i DS1434 fastsatte maksimalt tilladelige afvigelser for målere og/eller i henhold til de af RKV fastsatte afvigelser. Hvis afvigelsen overskrider disse grænser, afholdes udgiften til såvel måleraflæsning som målerafprøvning af RKV.
5.12 Såfremt FORBRUGEREN har eller burde have formodning om, at måleren er beskadiget, registrerer forkert eller står stille, er FORBRUGEREN forpligtet til omgående at underrette RKV herom.
6. Betaling m.v.
6.1 Der er betalingspligt for enhver form for fjernvarmelevering.
RKV kan udskrive et antal aconto regninger. Antallet af aconto regninger fastsættes af RKV. Hvis forbruget ændrer sig i forhold til aconto fastsættelsen, kan RKV vedtage at ændre de efterfølgende aconto regninger. RKV kan endvidere regulere aconto regninger i takt med omkostningsændringer.
6.2 Endelig afregning af forbruget finder sted senest 2 måneder efter årsaflæsningen.
6.3 Der er betalingspligt for al fjernvarmelevering. Hvis der konstateres et unormalt forbrug forårsaget af en defekt varmeinstallation og/eller fejlbetjening af varmeinstallationen, defekt måler, målerstop etc., og dette ikke kan henføres til misbrug eller manglende vedligeholdelse, foretages beregning af forbruget jf. den til enhver tid gældende DFF vejledning: Beregning af fjernvarmeforbrug. RKV er berettiget til at kræve betaling for sine meromkostninger til drift og administration som følge af et eventuelt merforbrug.
6.4 Regninger vedrørende varmeforsyning skal betales til den på regningerne anførte betalingsdato. Regningerne fremsendes så betids, at betalingsfristen overskrider et månedsskifte. Sker betaling senere, er FORBRUGEREN forpligtet at betale restancegebyr og renter, jf. Tarifbladet.
Gebyret, der dækker RKVs omkostninger som følge af restancen, skal sammen med eventuelle renter fremgå af regningen.
6.5 Er betaling af det skyldige beløb ikke sket inden for den anførte betalingsfrist, fremsender RKV en erindringsskrivelse, hvoraf det fremgår:
at betalingsfristen er overskredet, og at der derfor over næste regning vil blive opkrævet det forannævnte restancegebyr og renter, at såfremt regningsbeløbet ikke er indbetalt senest 10 dage efter erindringsskrivelsens dato, vil sagen overgå til inkasso, og FORBRUGEREN vil være forpligtet til at betale et inkassogebyr, hvis størrelse fastsættes af RKV, at FORBRUGEREN ved skriftlig eller personlig henvendelse til RKV i almindelighed vil kunne træffe aftale om en betalingsordning, der normalt vil forudsætte, at restancen afvikles over højst 3 måneder, og at FORBRUGEREN sideløbende med afdragene betaler eventuelle nye forfaldne regninger rettidigt.
6.6 Hvis FORBRUGEREN ikke inden for den i erindringsskrivelsen anførte frist, har betalt det skyldige beløb eller truffet aftale med RKV om en betalingsordning, eller hvis en således truffet aftale er misligholdt, fremsender RKV en inkassomeddelelse, hvoraf det fremgår, at den forlængede betalingsfrist er overskredet, og at der derfor vil blive opkrævet det varslede inkassogebyr, samt at restancen herefter overgår til inkasso, hvilket indebærer, at forsyningen vil blive afbrudt, med mindre restancen betales forinden, eller der stilles sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug, ved bankgaranti, kautionsforsikring, depositum eller anden tilfredsstillende garanti, f.eks. garanti fra den sociale forvaltning, eller at der træffes aftale om en beta-lingsordning, hvilket dog ikke kan indrømmes, hvis inkassomeddelelsen er foranlediget af misligholdelse af en tidligere aftalt betalingsordning.
Omkostningerne i forbindelse med betalingsordning, inkassobesøg, afbrydelse og retablering af forsyning vil blive pålignet FORBRUGEREN.
– Såfremt der er etableret et direkte afregningsforhold med en lejer, bør ejeren samtidig informeres om at forsyningen kan blive afbrudt.
6.7 Opfylder FORBRUGEREN ikke de i 6.6 anførte betingelser, er RKV berettiget til ved inkassobesøg hos FORBRUGEREN at afbryde forsyningen, såfremt der ved inkassobesøget ikke opnås betaling af restancen eller stilles sikkerhed for fremtidige leverancer.
6.8 Forsyningen kan genoptages, når restancen med påløbne gebyrer, omkostninger vedrørende afbrydelsen og genoplukningen, samt eventuelle renter og omkostninger ved restancens inddrivelse er betalt, eller der er stillet sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug (jf. 6.6), eller der indgås en betalingsordning, hvilket dog kun kan indrømmes, hvis afbrydelsen ikke er sket som følge af misligholdelse af en tidligere indgået betalingsordning.
6.9 Ved ejerskifte hæfter den hidtidige ejer, respektive dennes bo, for alle krav i forbindelse med varmeleveringen, indtil ejerforholdet ophører, jf. 2.15.
Ved lejerskifte, hvor der er etableret et direkte kundeforhold, hæfter den hidtidige lejer, respektive dennes bo, for alle krav i forbindelse med varmeleveringen, indtil det tidspunkt, hvor lejeren har meddelt RKV, at kundeforholdet ophører, jf. 2.15.
7. Ikrafttræden og ændring af bestemmelserne
7.1 Nærværende “Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering? er vedtaget af bestyrelsen den 16. februar 2005 og anmeldt til Energitilsynet.
7.2 RKV er til enhver tid berettiget til at foretage ændringer i bestemmelserne.