Grønt energiprojekt sættes igang
Varmeværkets projekt med solvarme og varmepumper kan nu endelig sættes igang. Projektet blev vedtaget ved den ekstraordinære generalforsamling i april 2012. Skanderborg kommune har færdiggjort sagsbehandlingen med lokalplan og kommuneplantillæg, de er blevet vedtaget i byrådet og har været ude i sidste høring uden indsigelser. Etableringsfasen af det nye anlæg kan nu gå i gang.
Tidsplan
Projektet startede med et igangsætningsmøde i uge 4, og det forventes at der snarest herefter indgås kontrakter med ingeniører og entreprenører til anlægget. Der blev som aftalt på den ekstraordinære generalforsamling udført et udbud i vinteren 2013. Det forventes, at der indgås aftaler med en min-dre regulering i forhold til de indkomne bud.
Herefter er tidsplanen, at der udføres yderligere en produktionsboring i februar måned. I løbet af foråret vil der blive opført en ny kedelbygning, etableret en grundvandstank, udført jordarbejder med planering af overskudsjord og udført jordvolde m.m. som beskrevet i lokalplanen.
I starten af juni måned vil solfangerne og varmepumperne blive etableret, under forudsætning af tidsplanen holder. Det betyder at indkøringen af anlægget kan starte op i starten af juli og dermed være i drift til den nye varmesæson.
Hvad betyder projektet
Når projektet er gennemført, vil opvarmningen fra værket ske med op til 80% fra vedvarende energi, som ikke er pålagt afgifter som de fossile brændsler. Det vil sige, at kun 20% sker med naturgas med de tilhørende gasafgifter og forsyningssikkerhedsafgifter. Det betyder også, at værket vil være et af de varmeværker i Danmark, der opvarmer med mest vedvarende energi, og dermed står værket godt i forhold til regeringens planer for, at der i 2020 skal være en 50/50 fordeling af vedvarende energi og fossilt brændsel.
Det gør alt andet lige at værkets drift bliver billigere. Hvad det kommer til at betyde for den enkelte husstand ved vi ikke præcist på nuværende tidspunkt, priserne vil falde. Hvor meget vil vi informere meget mere om i forbindelse med budgetlægning i maj måned. Uden projektet ville varmeprisen være steget p.g.a. de nye afgifter.
Projektet vil løbende kunne følges på hjemmesiden, hvor vi vil forsøge at lægge billeder og en kort forklaring ind, således at udviklingen vil kunne følges løbende.
Nye tilslutninger
Bestyrelsen har hele tiden fokus på at få flere forbrugere tilsluttet varmeværket. I den forbindelse kan det oplyses at Østjysk Bolig i løbet af 2014 vil opføre 33 lejligheder på ejendommen vest for varmeværket. Byggeriet opføres som lavenergihuse og Varmeværket har med de nuværende priser kunnet give et tilbud på opvarmning, der kan konkurrere med andre opvarmningsformer. Østjysk Bolig har derfor besluttet at aftage varme fra værket.
Det er bestyrelsen selvfølgelig meget glade for, og vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at der stadig er mulighed for en gratis tilslutning til værket. Vores tilbud kører til 30. juni 2014.