PRESSEMEDDELELSE
GRØNT ENERGIMIRAKEL I GL. RYE
Danmarks grønneste kraftvarmeværk – Rye Kraftvarmeværk – rykker nu prismæssigt ned under landsgennemsnittet. Den grønne omstilling til primært varmepumpe- og solvarmedrift præsterer over forventning på alle fronter.
For tredje år i træk kan Rye Kraftvarmeværk sænke varmepriserne. Fra og med 1. juli 2016 er forbrugsbidraget sænket med hele 35,7 % fra kr. 700 pr. MWh til kr. 450,- pr. MWh (inkl. moms). For et standardhus på 130 kvm. med et forbrug på 18,1 MWh om året resulterer prisnedsættelsen i et fald 23,6 % i den årlige varmeregning fra kr. 19.370,- til kr. 14.800,- (inkl. moms).
”Hermed lander vi lige under det seneste landsgennemsnit, som ligger på 14.872 kr. inkl. moms. Det er vi faktisk meget glade for og vældig stolte af,” lyder det fra formanden for Rye Kraftvarmeværks bestyrelse, Søren Frandsen.
Varmeprisen i Gl. Rye er således næsten halveret i forhold til, da det så værst ud i 2013. Dette er sket takket være landets grønneste kombination af solvarme og en højeffektiv grundvandsvarmepumpe:
”Den varme, som vi leverer, er pt. mellem 65 og 70 % baseret på grundvandsvarmepumpen. Det er Danmarksrekord. Vi overvejer kraftigt at åbne en vandboring nummer tre. Det ville i kombination med solvarmen kunne få os helt i mål som leverandører af fossilfri varme,” forklarer Søren Frandsen.
Miljørigtig rollemodel
Det grønne mirakel i Gl. Rye tiltrækker næsten hver uge gæster fra den ind- og udenlandske energibranche. Alle vil se giraffen:
”Naturligvis praler vi lidt, når vi har besøg – men det er egentlig helt på sin plads, synes vi. Forbrugerne i Gl. Rye havde modet til at gå med på vores pionerprojekt. De – og vi i bestyrelsen – kunne se potentialet i varmepumper og solvarme, mens alle andre mest snakkede om træflis,” siger bestyrelsesformanden.
Anlægget, som er det eneste af sin art i Danmark, er dimensioneret så gavmildt, at der er masser af plads til nye forbrugere under den grønne paraply:
”Vi arbejder lige nu på et favorabelt tilbud til de af byens forbrugere, som endnu ikke er tilsluttet kraftvarmeværket. Vi håber samtidig, at de mange nybyggerier, der er på vej, vil vælge den grønne, kollektive energivej,” uddyber Søren Frandsen.
Danmarks grønneste kraftvarmeværk blev i sin nuværende form officielt indviet i marts 2015 af daværende miljøminister Kirsten Brosbøl.
FLERE OPLYSNINGER:
Kontakt formand Søren Frandsen på 60 66 80 96 eller soeren.frandsen@gefiber.dk