Nyt om projektet
Artikel fra Aktuelt i Gl. Rye:
Hvordan går det med projektet med solvarme og grundvandsvarmepumpe på varmeværket?
Efter den ekstraordinære generalforsamling
Som de fleste er bekendt med, vedtog varmeværkets forbrugere et projekt med solvarme og grundvandsvarmepumpe på den ekstraordinære generalforsamling i april 2012. På generalforsamlingen blev økonomien, udbud af projektet og den fremtidige økonomi bl.a. drøftet.
Generelt om projektet
Det, der tager tid her i starten af projektet, er vedtagelsen af lokalplanen for placeringen af solfangeranlægget i området ved varmeværket. I den forbindelse er der afholdt et dialogmøde med de nærmeste naboer til værket, naturfredningsforeningen og vandværket. Lokalplanens høringsperiode er afsluttet, og som forventet er der ikke kommet bemærkninger, som skal håndteres i projektet. Det er bestyrelsens holdning, at det nye anlæg skal placeres så godt som muligt i samspil med omgivelserne og uden gener for naboerne. Processen med lokalplanen forløber efter tidsplanen og forventes besluttet i byrådet her i foråret [R1] .
Udbud af projektet
Som drøftet på generalforsamlingen vil opgaverne i projektet blive udbudt. Det er besluttet at projektet kører med én bygherrerådgiver, og de forskellige delprojekter bliver udbudt i fagentrepriser. Udbuddet på disse ting kører her i januar/februar.
Økonomien og nye afgifter
På generalforsamlingen blev der ligeledes drøftet, hvordan den fremtidige økonomi vil være.
Det, der er sket i mellemtiden er, at folketinget i finansloven for 2013 har vedtaget at nedsætte afgifterne på elektricitet anvendt til varmefremstilling i momsregistrerede virksomheder. Det kommer til at betyde, at det bliver en større fordel at køre med de store varmepumper end forudberegnet i projektet. Hvordan det regnestykke kommer til at se ud, kan vi ikke sige noget om endnu, det bliver beregnet i forbindelse med varmeværkets budgetplanlægning i maj.
I foråret har folketinget også med energiforliget vedtaget, at der skal indføres en ”Forsyningssikkerhedsafgift” til rumvarme. Det er en afgift, der bl.a. bliver pålagt naturgas, fyringsolie, halm, flis, træpiller og brænde. Denne afgift omfatter ikke solvarme og elvarme. Det skal nævnes, at den endelige udformning af afgiften ikke er forhandlet på plads på nuværende tidspunkt.
Hvad betyder det for projektet
De nævnte ting omkring afgifterne betyder, som det ser ud nu, at der bliver en bedre driftsøkonomi, når det nye projekt, som forbrugerne har vedtaget at arbejde videre med, kommer i drift.
De varmeste hilsner
Bestyrelsen