Artikel fra Aktuelt febr. 2022
Fjernvarmeprisen stiger med 30 procent
– så nu er målet at lukke helt ned for den dyre naturgas
På baggrund af stigende el- og gaspriser er Rye Kraftvarmeværk pr. 1. maj nødsaget til at hæve den gennemsnitlige varmepris med 30 procent. Nye tiltag er dog på vej, som endeligt skal udfase værkets forbrug af den både budget- og miljøbelastende naturgas.
Fjernvarmen i Gl. Rye er lige nu baseret på 75-80 procent moderne, CO2-neutral varmepumpedrift med en naturgaskedel som lejlighedsvis backup. Denne kombination har indtil for nylig medført fjernvarmepriser under landsgennemsnittet, men situationen på det nuværende energimarked fører nu til en prisstigning:
“Vi har besluttet at fordoble forbrugsbidraget fra kr. 200,- til kr. 400,- excl. moms pr. MWh. Men da prisen især bygger på et fast effektbidrag, bliver den gennemsnitlige stigning “kun” på cirka 30 procent,” forklarer værkets formand, Søren Frandsen.
Prisen på naturgas er femdoblet i forhold til samme tid sidste år på grund af en kombination af tomme lagre og øget forbrug i forbindelse med den gradvise corona-genåbning. Elprisen er tredoblet, fordi den delvist følger gasprisen, og fordi vandkraftværkerne nordpå har underpræsteret grundet fald i nedbør.
“Beslutningen er trist, men nødvendig. For at illustrere stigningen kan vi tage udgangspunkt i det såkaldte ‘standardhus’ på 130 kvm. og et årligt forbrug på 18,1 MWh. Her vil prisen stige fra cirka kr. 15.000,- til kr. 19.500,- om året,” uddyber formanden.
Et træls bump på vejen
Den øgede fjernvarmepris er en kæmpe streg i regningen for bestyrelsen, som i de senere år har haft øjnene stift rettet mod at skaffe prisnedsættelser sideløbende med nedbringelse af CO2-udledningen:
“Gennem vores overgang fra 100 procent gasdrift til 75-80 procent varmepumpe- og solvarmedrift har vi opnået en stor prisnedsættelse over de seneste syv år. Disse prisstigninger er derfor et møgirriterende bump på vejen. Vi er dog stadig væsentligt under prisen for olie- og elbaseret varme – samt ikke mindst under prisniveauet fra før varmepumpen og solvarmeanlægget blev sat i drift,” pointerer Søren Frandsen.
Værket blev i starten af 2010’erne rådet til at fravælge flis-fyring, da der skulle omlægges til klimavenlig drift. En energikilde, som ellers er stort set upåvirket af gas- og elpriser.
“Vi droppede biomasse for at undgå lastbiler med flis op og ned gennem byen og omkring værket, og fordi vi ikke anser biomasse for CO2-neutral energi. Varmepumpedriften var og er en grønnere løsning, men her og nu desværre en dyrere løsning. Vores mål er stadig at komme helt af med naturgassen og blive 100 procent CO2-neutrale,” fastslår Søren Frandsen.
Grøn udbygning af produktionsapparatet
Bestyrelsen og dens rådgivere monitorerer konstant gas- og elpriserne og vil justere priserne tilbage til landsgennemsnittet, og gerne under, i det øjeblik, det igen bliver muligt. Rye Kraftvarmeværk har derudover fået bevilget støtte fra Energistyrelsen til at indgå samarbejde med den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS. Målet er at få kortlagt de mulige veje til en prisstabil, fossilfri varmeforsyning i Gl. Rye.
“Der er forskellige løsninger i spil. Vi kigger dels på en luft til vand-varmepumpe – dels en elkedel, som i fjernvarmesammenhæng er dimensioneret svarende til flere tusinde almindelige husholdnings-elkedler. Princippet er dog det samme. Kedlen anvender elektricitet til at varme vand op, når vindmøllerne snurrer lystigt, og elektriciteten er billigst,” forklarer formanden.
Der mangler et grønt supplement i produktionen på i alt 2 megawatt for at fastholde forsyningssikkerheden og samtidig kunne lukke for gassen. Inden sommerferien vil bestyrelsen beslutte, hvilken løsning den peger på.
“Dette er ikke tidspunktet at ryste på hånden mht. målet om at blive CO2-neutrale. Det er ærgerligt og irriterende, at el- og gaspriser eksploderer her og nu, men vi skal helt i mål. Vi skal af med den gas, for den forurener og gør os via prisudsving indirekte afhængige af gasproducerende lande såsom Rusland,” slutter Søren Frandsen.